Hvordan kan en depression opleves?

Du kan finde utallige artikler, der beskriver, hvad en depression er – men her får du et konkret eksempel på, hvordan det er at leve med en depression, direkte fra en, som netop nu lever med det.
Dette er med andre ord en beskrivelse af, hvordan det er at leve med depression, og hvordan det kan opleves.
Janus har depression
Janus, 45 år, lider af en stærk depression efter voldsomt arbejdspres og en umulig ejerleder/chef.
Janus blev ansat som marketingchef og kastede sig ud i opgaven med fuld energi.
Før han blev ansat, var der blevet fyret fire medarbejdere, herunder direktøren og den tidligere marketingchef, så han var helt alene i det nye job. Der var ingen mulighed for “at gøre som vi plejer”, da alt hidtil var blevet gjort forkert og var grunden til de mange fyringer (ingen overlevering).
Allerede efter få dage blev Janus udsat for negativ irettesættelse fra en ejerleder, der var meget kritisk over for alt, hvad han lavede.
Ejerlederen mente, at alle medarbejdere var inkompetente og idioter, der desværre var nødvendige for at få virksomheden til at fungere.
Der blev konstant fokuseret på latterlige detaljer, som et forkert punktum i en nyhedsmail, eller hvorfor omsætningen fra Google Ads var faldet (selvom priserne var steget voldsomt – hvilket naturligvis påvirkede omsætningen negativt).
Med andre ord en inkompetent og voldsomt arrogant ejerleder, der konstant ledte efter fejl i Janus’ arbejde.
For at tilfredsstille ejerlederen begyndte Janus at tilsidesætte sit privatliv og bruge al sin tid på projektet – også aftener og weekender.
Han ville for alt i verden bevise, at han var kompetent og kunne levere resultater.
Aftenerne blev taget i brug, al fritid blev tilsidesat – alt handlede om at vækste.
Første tegn på stress
Efter flere måneder med voldsomt pres og konstante irettesættelser fra ejerlederen begyndte Janus at få fysiske reaktioner, når ejerlederen nærmede sig.
Det var tics og små angstanfald.
Men han arbejdede stadig igennem både aften og nat for at skabe resultater.
Stadig uden positiv respons fra ejerlederen, der fortsat kun fokuserede på fejl.
Efter seks måneder i kampen
Den konstante nedladende og arrogante tone fra ejerlederen havde nedbrudt et velfungerende, energisk og dygtigt menneske til en “hundehvalp”, der var komplet ødelagt indeni.
Der var ingen selvtillid eller selvværd tilbage, kun et ønske om at komme væk fra det nedbrydende arbejdsmiljø.
Sygemelding med stress
Janus valgte efter godt seks måneder i det usunde arbejdsmiljø at smide håndklædet i ringen og melde sig syg med stress.
Det var en hård beslutning, fordi det føltes som en erkendelse af, at han ikke kunne leve op til ejerlederens forventninger.
Han følte sig forkert, skammede sig og blev ked af det hele.
Der var ikke længere lyst til at leve eller deltage socialt.
Det var frygteligt – ingen motivation til noget som helst, alt virkede ligegyldigt.
Med andre ord: depression
En tilstand, hvor man ikke kan se sig selv som noget positivt, men snarere som en brugt bil på vej til skrot.
De første måneder var fuldstændig umulige – der skete ingenting.
For mange handler det i den periode om at se Netflix fra kl. 10 til kl. 15, måske gå en kort tur, se en dokumentar, tage en snack og så i seng.
Det er en fase, hvor det handler om at overleve.
I begyndelsen af en depression
Ofte vender man tilbage til gamle vaner, hvor man tidligere har følt sig tryg – måske begynder man at købe mere take-away, som man gjorde i tidligere perioder.
Mange begynder at “rydde op” i livet og tilpasse livssituationen, så depressionen kan få plads.
Det kan føre til store beslutninger som at flytte til en mindre bolig, sælge hus og bil – ofte unødvendige, men i situationen føles de nødvendige for at overleve uden en fast løn.
Det er ofte en kortere periode, end man tror, men midt i depressionen virker det uoverskueligt.
Mange overreagerer og sælger alt, hvilket kan være et forsøg på at sikre økonomisk stabilitet eller vise omverdenen, hvor dårligt man har det.
Panikken over manglende løn skygger for helhedsbilledet:
-
Har jeg en opsparing, der kan dække nogle måneder?
-
Kan jeg få hjælp fra familien?
-
Kan jeg sælge ting, jeg ikke bruger?
-
Kan jeg lukke for abonnementer midlertidigt?
-
Skal bilen sælges, eller kan jeg klare mig med cykel?
Midt i depressionen
Efter nogle måneder begynder man – afhængigt af, hvor hårdt man er ramt – at søge efter løsninger.
Nogle når aldrig dertil, men bliver hængende i depressionen.
Få professionel hjælp
Her er det vigtigt at søge hjælp.
Lægen kan hjælpe med medicin, der lindrer depressionen, mens en psykolog kan hjælpe med at ændre tankemønstre og forstå kroppens reaktioner.
En psykolog kan som regel kontaktes med det samme, men behandlingen skal man ofte selv betale for.
Det kan dog være godt givet ud, da blot få timer kan give indsigt og værktøjer til at komme videre.
Langsom tilbagevenden til arbejdsmarkedet
De fleste, der rammes af depression, har tidligere haft arbejde, familie og fungeret normalt.
Vores samfund er bygget op omkring det at have et arbejde, og derfor vil kommunen som regel hjælpe dig tilbage i et job, så du kan forsørge dig selv.
Der er forskellige muligheder for at vende roligt og gradvist tilbage til arbejdsmarkedet.
